“Mesterskaberne” på DR1 – program 5 – Salmon Street
Wow!! Så kom der farve på badeværelset i 2 plan...

“Mesterskaberne” på DR1 – program 5

Spoiler Alarm! Læs ikke videre hvis du ikke har set programmet, da der bliver afsløret vigtige detaljer.

Program 5… Åh hvor skal jeg starte! Jeg så programmet i morges og er ærligt lidt skuffet over hvordan det hele er blevet klippet sammen, for ALT gik galt for os – og det ser man desværre slet ikke…. Hvilket egentlig ærgrer mig helt vildt! For jeg synes også at det er vigtigt at vise, når tingene bare ikke lykkedes. Og hold da op det hele sejlede for os! (Anders var rasende! Men det er pænt blevet klippet ud – også alle hans bandeord 😂)

Den lille kreative opgave har vi næsten bøvlet med i alle programmer, da vi ikke er så gode til at få vores kreativitet ud på så kort tid. Men vi havde ligesom accepteret, at det ikke er vores stærke side. 😀 Enten så hadede deltagerne de små kreative opgaver eller også elskede de dem… Vi blev i hvert fald aldrig rigtig dus med dem, da Anders og jeg er nogle nuller-hoveder, der godt kan lide at have gooooood tid når vi bygger!

Men den store opgave…. pyha! Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte! Nu hvor I ikke ser sandheden i programmet, så får I den altså lige her!

Vi havde jo sat os for, at vi ville lave dette hersens “fancy” spisebord, hvor bordet skulle have en grafisk “vandfaldseffekt” i den ene ende og et stel/bordben af cykler i den anden. Idéen var egentlig god, vi havde bare ikke tænkt over, at der ikke var så mange af genbrugsmaterialerne der passede ind i vores idé. Så vi brugte ALT for mange af de “nye” byggematerialer (som også er til rådighed i programmerne) – vores fejl! (vores kæmpe fejl!) Det var bestemt ikke så gennemtænkt. Men brugen af mange nye materialer var ikke noget der havde givet en masse negativ kritik før, selvom de blev brugt en del i de foregående programmer. Vores plan var så, at vi ville bruge en masse af cykelstellene til at lave et fedt bordben, og så ville det muligvis udligne brugen af nye materialer lidt på den lange bane.

Men hele processen med at lave bordpladen tog både for lang tid, og så var der INTET der rigtig lykkedes for os. Da vi havde limet de 800 klodser (JA! 800!) fast på underpladen, begyndte pladen at gå i bro – altså løfte sig på midten. Og det var simpelthen pga. fugten fra den lim vi brugte. Vi har ikke lige lavet den type bordplade før, så vi havde ikke overvejet at det ville være en risiko. Og da vi skulle lave en liste rundt om bordet – ligeledes i klodser – ville de naturligvis ikke sidde pænt fordi pladen nu bukkede. Der var på dét tidspunkt gået for mange timer på at slibe klodser og lime dem, til at vi kunne gå i gang med et helt nyt bord. FUCK! Vi fik vendt bordpladen om, og jeg måtte sidde som vægt på bordet for at presse det ned, imens Anders fik afstivet det med nogle lister i genbrugstræ – hvilket heldigvis blev ret pænt, men det var ikke en del af det originale design.

Når man laver en bordplade som denne af en masse klodser, kan man vist ikke undgå at der kommer lidt sprækker i overfladen – det blev fikset med “plastik-træ” som jo så ikke sugede bejse til sig, som resten af pladen i rigtigt træ. Først gik vi lidt i panik, men så fik vi slebet så meget på det, at det egentlig gav et meget fedt spil i overfladen – men det var endnu en tidsrøver! For der skulle slibes…. MEGET!

Da vi skulle i gang med at lave et bordben af cykelstel, havde vi næsten ikke mere tid tilbage. Anders har aldrig prøvet at svejse, og havde timingen holdt nogenlunde med resten af bordet og var tingene gået som de skulle, så var det planen at Anders skulle have prøvet sig lidt frem med svejseapparatet og prøve at få bakset en kreativ kreation sammen af de gamle cykelstel. Men det endte med at vi – som Anders sagde – ” fik sparket et cykelstel” ind i sidste øjeblik, så den i det mindste indgik i opgaven. Dekorativt – men uden så meget funktion og kreativitet.

Jeg er egentlig rigtig glad for bordets udtryk og stil, og synes det er ét af de fedeste møbler vi fik lavet i alle 5 programmer. Men vi løste opgaven forkert, og derfor var det farvel til os. Drøn hamrende ærgerligt, men helt forståeligt.

 

Den lille kreative opgave: Lav et møbel til entréen til opbevaring.

Bundne materiale : Gamle cykelhjul

Det var ikke lige et af vores mest stolte øjeblikke, da vi skulle aflevere vores hattehylde lavet af cykelhjul- men færdig blev den da og funktionen var på plads! Den fik aldrig det rigtige udtryk og viste heller ikke vores stil. Men vi kom i mål! 😀 Jeg fik desværre ikke taget så mange billeder i dette program, så her har I de sparsomme billeder fra vores og de andre deltageres kreationer :

Resultatet af vores lille kreative opgave:

Trine og Anders

Anders og Lasse

Susanne og Anton

Kristian og Benjamin

Og vinderen af den lille kreative : Cecilie og Daniel

 

Den store opgave: Byg et spisebord til 6 personer, hvor gamle cykler indgår som en del af bordet.

Bundne materiale: Gamle cykler

Jeg tror jeg har fået skrevet dét jeg skulle om den store opgave længere oppe i indlægget, så her får i lige en masse billeder 🙂 Desværre uden så mange billeder af processen, da jeg glemte alt om at fotografere midt i panikken 😅

Jeg synes designet på bordet var virkelig vellykket, men igen – så løste vi ikke opgaven ordentligt!

Jeg elsker når møbler bliver til skulpturer og det synes jeg bordet her er – selvom nogen vil mene at det er tungt! 😉 Men med et par lækre stole omkring og en smuk lampe, så vil jeg gerne sidde her og spise – Hvad synes I om bordet? Desværre er der igen en del detaljer der er tabt pga. måden programmerne bliver klippet på.

Og her er det færdige resultat af alle vores anstrengelser, som desværre også blev vores farvel. Og lidt billeder af de andre deltageres kreationer:

Trine og Anders

Kristian og Benjamin

Anders og Lasse

Cecilie og Daniel

Og vinderen af den store opgave: Susanne og Anton

Og vi måtte jo desværre pakke værktøjet og tage hjem. Men for hulan! Hvor var det fedt at være med og hvor er det nogle helt fantastiske mennesker vi har mødt, og nye venner vi har fået igennem programmet! Jeg kan kun krydse fingre for at DR1 vil samle os igen til flere kreationer – måske et jule-program, hvor vi skal lave julegaver i genbrug – ala “den store bage-dyst”! Det kunne være sjovt! – men det vil tiden vise! Ellers kan det være at der kommer en anden spændende tv-produktion vi deltager i…

Anders og jeg skal nok fortsætte vores kreativitet herinde, på instagram og på Facebook. Vi har jo aldrig rigtig gjort os så meget I at lave møbler før, men vi har fået øjnene op for, at vi nok kan mere end vi går og tror. Så jeg er helt sikker på, at vi kommer til at dele flere hjemmelavede møbelkreationer med jer i fremtiden. Og så håber jeg, at “Mesterskaberne” har gjort at I har lært personerne bag “Salmonstreet” lidt bedre at kende.

Tak for at I følger med!

I må meget gerne kommentere hvad I synes om programmet længere nede 😀

Du kan se eller gense programmerne via dette link:

https://www.dr.dk/tv/se/mesterskaberne/mesterskaberne-2/mesterskaberne-5-8

 

4 kommentarer

  • Amalie

    Åhhh det er så trist i skulle hjem! 🙁 jeres bord var klart en af mine favoritter 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sab

    Cykelhjul eller ej. Det bord er super flot. Funktionel kunst.
    Godt gået👏👍.
    Glæder mig til mere af det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidse

    Jeg er vild med jeres bord!! Havde det meget gerne stående herhjemme 🙂 og synes nu ikke bordet er tungt…kan godt forstå hvis i føler jer lidt “fejl repræsenterede” i programmet med den forhistorie. Og lidt unfair at trække jer ned for noget der ikke var tydeliggjort var et krav. Glæder mig til at se flere møbler fra “egen produktion” på IG.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Wow!! Så kom der farve på badeværelset i 2 plan...