Over 100 migræneanfald på en måned…

Jeg har aldrig været sygemeldt så længe før, som jeg er i dette sygdomsforløb jeg er i pt…. og jeg har trods alt været ramt af lidt af hvert (tro mig!), men dette forløb har godt nok taget førstepladsen…

Jeg ved godt at jeg bestemt ikke er hårdt ramt i forhold til andre. Der er så mange mennesker derude der lever med kroniske smerter, dødelige sygdomme og andet skidt, og som er fuldstændig ude af stand til at komme tilbage til hverdagen, og jeg får så ondt i hjertet når jeg tænker på jer. Jeg kan slet ikke bære tanken. Og jeg skammer mig også lidt, fordi min sygdom kun har varet i en måned, men det har været en hård omgang.

Der er heldigvis bedring – virkelig lidt hver dag – men jeg har det noget bedre end for bare en uge siden (Husk det Trine!) For der græd jeg… hold kæft hvor jeg græd af lede smerter, hver eneste dag. Aldrig har jeg haft så ondt i hovedet før og grædt så meget af en uudholdelig smerte – og jeg har trods alt haft migræne i 20 år, men det er nærmest ingenting i forhold til dette. Og jeg var da pisse bange oveni, og det gør jo bestemt ikke det hele bedre! Det er jo ikke “normalt” at det skal gøre såå ondt, slet ikke i hovedet – og så i så forbandet lang tid. Og det kom igen og igen og igen og igen, når de smertestillende stoppede med at virke.

Det jeg har været igennem den sidste måned kan bedst sammenlignes med at jeg har haft over 100 onde migræne-anfald på 28 dage – og det er jo også fuldstændig vanvittigt…

Jeg føler virkelig at jeg gået på togskinnerne, og ventet på at et tog skulle køre mig ned…. for sådan føltes det hver gang smerterne virkelig ramte. Jeg kunne lige nå at rejse mig og gå endnu et stykke imens de smertestillende virkede og så kom der et nyt tog bragende og så kunne jeg starte forfra, i tårer og smerter indtil pillerne virkede – prøve at rejse mig, gå lidt videre og så BANG igen…. ca. hver 4 – 6 time døgnet rundt i en måned fik jeg disse anfald.

Det er fandeme hårdt at skulle rejse sig op så mange gange. Og hele tiden håbe på at det var “det sidste tog” – for lige som man tror eller håber at det var det sidste – så kan man høre noget ude i det fjerne, og man kan mærke at smerterne er på vej igen. “Er der gået nok tid siden jeg tog smertestillende sidst?”…. det skulle jeg holde øje med hele tiden, for jeg ville jo ikke gøre ondt værre ved at tage for mange smertestillende, selvom om det kan være enormt fristende når man har så ondt. Nogle gange gik der kun få timer imellem anfaldene, og så måtte jeg jo bare bide det i mig, og vente til jeg kunne tage piller igen. Det var hårdt. Og til trods for at jeg “kun” har taget de smertestillende jeg måtte, begyndte min lever at råbe “STOOP” når der kom svar på blodprøverne da jeg var indlagt.

Inden jeg blev i indlagt på Rigshospitaletet stod Anders op hver nat for at give mig piller mod de stærke smerter og han sad og holdte om mig når jeg græd indtil pillerne virkede så jeg kunne slappe af og sove videre. Jeg hader når jeg ikke kan passe mig selv – men er evigt taknemmelig for hans tålmodighed, for jeg ved godt at det også har været hårdt for ham.

Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, så har jeg en led infektion inde i venstre side af hovedet. Og nu skal jeg bare vente stille og roligt på at få det bedre, for jeg har fået de behandlinger og antibiotika det umiddelbart kræver – dvs. jeg skal være tålmodig indtil videre og vente stille og roligt på at få det bedre. Men hvis det ikke bliver bedre kan man i værste tilfælde risikere operation, men vi krydser fingre for at jeg slipper.

Jeg har stadig ondt, og det her irriterende pres i venstre side af hovedet og tager piller for at komme igennem dagen. Og de fleste dage går det fremad – men der kommer stadig lede hovedsmerter ind imellem. Jeg håber at jeg kan starte stille og roligt op på deltid med mit arbejde igen i næste uge, men tager én dag ad gangen. Jeg savner simpelthen mit arbejde såå meget! Og det er drøn hårdt at være selvstændig og ryge ind i sådanne en omgang her. Men heldigvis har min søde mor passet min forretning så godt hun kunne imens jeg har været sygemeldt. Men jeg trænger virkelig til at komme tilbage til min normale hverdag!

Jeg krydser fingre for at dette bliver det sidste “sygdoms”-indlæg her på bloggen. For jeg vil da meget hellere fortælle om vores dejlige hus og alle de spændende ting vi har gang i. Men jeg synes også at der lige skulle rundes lidt af, da der er mange der har læst med og så håber vi det kun går fremad fra nu af .

Der er også mange der har spurgt til hvordan det går og om jeg er er ok. Jeg er helt ok og prøver at være tålmodig og passe på mig selv. <3 Tak for alle jeres søde beskeder og tak for at I vil læse med.