Kommende fremtidsplaner for Salmonstreet – Salmon Street
Derfor er vi gået lidt i stå med renoveringen....

Kommende fremtidsplaner for Salmonstreet

Nu er vi endelig ved at være tilbage til renoveringen igen! Det har taget fusen lidt på os mht. til at lave tv og stjal lidt mere af vores tid end vi regnede med. Så vi måtte stort set sætte alt på standby. Og det har egentlig været ok, for lysten til at komme i gang med renoveringen af vores gamle hus igen, er faktisk vokset lidt på os og vi har fornyet energi og inspiration. Vi havde vores første fridag i laaang tid i går, og da solen skinnede ind ad vinduerne og vi kunne se de første forårsblomsterne skyde op ad jorden, kom jeg i tanke om hvor fantastisk et projekt vi har gang i med vores skønne præstebolig. Det kan man nemlig nemt glemme når man render rundt i en tv-produktion, hvor alt ens opmærksomhed kun er på dét. Man er seriøst i en boble, hvor man glemmer alt om tid, sted, og almindelig hverdag.

Nå – men tilbage til renoveringen..

Her er en liste over nogle af de ting der kommer til at ske den kommende tid i huset. Det er muligvis ikke opsat i den helt rigtige rækkefølge, men det er mere hvis I synes det kunne være spændende at se hvad vi har på programmet for præsteboligen de næste par måneder – plus det løse.

Der kan sagtens snige sig andre projekter ind fra højre som ikke er på listen, da vi ikke har en helt fast plan over renoveringen. Vi tager tingene som de kommer, og sørger hele tiden for at huset er til at bo i imens vi renoverer. Og da listen er lang og pengene ikke gror på træerne, er det den rigtige måde for os. Vi er godt klar over at det er en dyr omgang vi har rodet os ud i – men vi har ikke travlt. Og vi vil rigtig gerne gøre tingene ordentligt, da det jo gerne skulle være et hus vi skal bo i i rigtig mange år endnu (Medmindre vi lige pludselig finder et nyt projekt igen – man ved jo aldrig med os – men det er i hvert fald ikke planen lige nu)

Men her er en liste over hvad der skal ske den kommende tid:

  • Færdiggøre badeværelser på førstesal, stue og kælder. (heriblandt toning af murstensvægge, opsætning af belysning, inventar og brusevægge, indmuring af spabadekar, trappe til kælderen, maling og styling)
  • Spartle og male førstesalen + toning af murstensvægge.
  • Opsætning af belysning på førstesalen.
  • Lave gæste/sovehems på førstesalen (inkl. hemsetrappe, indretning og styling af denne)
  • Etablere tagterrasse på karnappen på førstesalen (Inkl. styling af tagterrasse – uhhhh!!)
  • Nyt undergulv + gulv på førstesalen (inkl. gulvvarme)
  • Opsætte glasvæg til værelse/kontor på førstesalen.
  • Lave midlertidigt køkken på førstesalen.
  • Indrette midlertidigt soveværelse på førstesalen.
  • Indflytning på førstesalen (masser af styling – jeg glæder mig!!!)
  • Renovering af trappe op til førstesalen.
  • Lave nyt (og lækkert!) vaskerum i kælderen.
  • Gøre stueetagen klar til total-renovering.

Jeg håber også der snart bliver lidt tid til haven, så den også kommer på programmet og jeg kan vise lidt fra den og vores planer! Men vores førsteprioritet er at få ordnet huset indenfor, inden vi smider for mange penge i de udendørs projekter – for dem er der også masser af! Vi drømmer blandt andet om en muret garage! Men der går vist liiiige lidt tid endnu! Facaden skal også have den helt store tur, og vi skulle også gerne have nye vinduer. Så projekter er der nok af! Og der kommer masser af indlæg og billeder af alt hvad vi går i gang med! Og det er skønt at I følger med! Husk at I kan tilmelde jer et nyhedsbrev, så I får en mail når der er nyt på bloggen.

2 kommentarer

  • Mette

    Hej,
    Jeg tænkte på hvor jeres soveværelse skal være. Kommer den til at ligge i stueplan? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • salmonstreet

      Hej Mette! Umiddelbart skal vi have soveværelse i stueplan – faktisk der hvor vi har det nu 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Derfor er vi gået lidt i stå med renoveringen....