Endelig nyt her fra præsteboligen! Og så er der kommet en vild idé på tegnebrættet… – Salmon Street
12 smukke tapeter!

Endelig nyt her fra præsteboligen! Og så er der kommet en vild idé på tegnebrættet…

Det har ikke været med min gode vilje, at jeg har været lidt sløv på tasterne det sidste stykke tid. Men som nogen måske har læst, har jeg simpelthen været ramt af det værste migræne-anfald til dato! Og jeg har heldigvis fået såå mange gode råd fra jer derude om ting/medicin osv. der skal afprøves i fremtiden, så jeg tænker jeg vender tilbage med et opfølgende indlæg, for der er dælme mange der lider af migræne ligesom mig, som måske kan få gavn af de fine tips jeg har fået. AV! Men godt at vi kan hjælpe hinanden!

Nå, men tilbage til vores renovering! Tak for kaffe der er gang i den alle steder, og derfor vil jeg lige prøve at dele vores process op i flere indlæg, da man vist roligt kan sige, at det hele er lidt af en rodebutik!

Det skrider hastigt fremad med vores badeværelser, men nogle vil nok kalde det for “den kedelige” process vi er i gang med pt, nemlig den hvor der skal støbes gulv, laves afløb osv… Det ser ikke ud af meget og tar en helvedes masse tid, men det skal gøres ordentligt, for ellers får man aldrig et dejligt og velfungerende badeværelse!

Jeg har lavet et lille mood-board over de tanker vi har gjort os – vi drømmer om mørke og maskuline badeværelser med en blanding af rå og eksklusive detaljer.

Jeg håber at jeg kan skabe et endnu mørkere udtryk end mit mood-board måske lige afspejler, men det bliver først når fliserne er lagt, at vi kan se om det vil være flot med mørke vægge og lofter. Fliserne kommer til at være den styrende del i farve-paletten sammen med de sorte elementer. Og det er ret svært at forestille sig hvordan farverne træder frem med en mørkere fuge, så vi må lige vente og se til de er lagt. Men når nu vi er kommet hertil i processen, så kan jeg afsløre hvad vi har valgt af møbler, fliser, stil osv. For det er lidt mere i den spændende afdeling (uden at fornærme nogen!) Men inden jeg løfter sløret for dét, så har vi også besluttet noget andet…

(billede fra Pinterest)

Vi vil nemlig lave et badeværelse i 2 plan! Jep! Det har vi heller ikke set før, så vi er tossede nok til at gøre det…. Planen er at badeværelset i stueplan får en trappe ned til kælderplan, hvor der bliver spa-afdeling. Sådan så der er toilet, bruser og vaskemøbel i stueplan og spa i kælderen, og de to plan bliver forbundet med en trappe inde i selve badeværelset. Vi kan godt lide at arbejde i forskudte plan, da det giver en speciel rumfølelse, så 2-plans badeværelset er hermed vedtaget! Så må vi se om der er en grund til, at vi ikke har set det før nogle andre steder….

Vi har valgt at vores armaturer skal være fra Cassøe, da de laver en rigtig flot mat sort serie, som vil passe drøn fint til vores stil! Og så synes jeg at priserne er rigtig fornuftige i forhold til f. eks. VOLA. Vi har købt bruse-armaturer, håndvask-armaturer, badekars-armatur, bundventil og vandlås fra Cassøe, alt i mat sort. Vi overvejer om vi skal have sat håndklæde-radiatorer op også, da de også laver nogle drøn flotte og elegante modeller.

Du kan se flere produkter fra Cassøe her: http://www.cassoe.dk/

Fliserne kommer fra Sten og flise, og vi har valgt at få dem lagt i sildebensmønster med en lidt mørkere fuge, der spiller sammen med de mørkeste af fliserne, da de er meget brogede. Der kommer også til at være rå murstensvægge på begge badeværelser, som jeg har planer om at tone lidt mørkere end de står nu, for at give dem et endnu mere råt look.

Her er fliserne, dog med lys fuge. Vi vil have fugerne mørkere for at gøre dem mere rå og grafiske i udtrykket.

Fliserne kan købes her : https://stenogflise.dk/

I mit næste indlæg kommer jeg ind på valg af vaskemøbler, badekar og toiletter og så vil jeg lige tage nogle flere billeder af hvordan der ser ud i huset lige pt. Så kom snart igen og god dag! 🙂

17 kommentarer

  • Så anderledes end vores hvide lyse -men fedt! Især fliserne!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Patricia

    Apropos migræne-tips: Nok et tip du allerede har fået, men jeg ved at der er mange der siger at daith-piercinger hjælper på migræner. Jeg skal ikke kunne sige om det passer – har ikke selv migræne, og der er ikke rigtig nogen videnskabelige undersøgelser der har påvist en sammenhæng (teknisk set er der én artikel derude (ja, jeg tjekkede, som den nørd jeg er), som egentlig er positiv, men det er med én patient, så jeg synes ikke rigtig det har fortjent at blive talt med).
    Anyway, tænker at det måske kunne være værd at prøve? Det er trods alt et relativt ikke-invasivt indgreb (hvis man er vant til bodymods).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • salmonstreet

      Den er desværre prøvet, men uden held <3 men tak for at du skrev!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Patricia

    Hold k*ft det bliver fedt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • salmonstreet

      Tak Patricia! Det håber jeg i hvert fald!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabine

    Fedt at følge jer😍
    Hvordan vil du tone de rå mursten mørkere?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • salmonstreet

      Jeg er i gang med at teste nogle farve som jeg blander op med vand, som stenene så kan suge! Jeg skal nok vende retur med et indlæg <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Isabella

    Altså super fedt at gøre noget ingen andre umiddelbart har gjort før! Men umiddelbart så tænker jeg at grunden til at man ikke laver det i to planer, er sådan at der ikke er en der sidder og laver nummer 2 mens der er en i spa afdeling som skal sidde og hygge til den lugt?
    Tænker bare at hvis man skal have et funktionelt toilet, så vil man vel også gerne have så meget privatliv som muligt? 💩

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • salmonstreet

      Nu laver vi jo 2 badeværelser i alt – både på førstesalen og i stueplan (det der bliver i to plan) Og det er jo ikke meget anderledes end dem der har 1 alm. badeværelse med spa-bad, bortset fra at vores er i 2 forskellige plan 🙂 så det burde være løst.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Isabella

    Det bliver så flot! 🤩🤩🙌🏻🙌🏻 Genial ide med badeværelse i 2 plan!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Jeg vil også gerne høre hvad I har af overvejelser omkring det mørke design og rengøringsvenligheden af det. København har jo ikke det blødeste vand 😉 Har I installeret et blødvandsanlæg eller har I erfaringer med det og mørke fliser? Vi har mørke fliser i vores brusekabine (ikke noget vi selv har valgt) og jeg synes virkelig det er svært at holde 😔 Håber I har nogle gode løsninger. Det er spændende at følge med I jeres univers 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • salmonstreet

      Hej Tina – vi har planer om at få sat et anlæg op som renser vores vand, så det bliver kalkfrit, og vores fliser er jo rimelig lyse, så det er kun vores fuger der bliver mørke, og det bliver lavet med epoxyfuger som ikke suger snavs 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke

    I stedet for en håndklæde varmer så overvej lige at få indbygget varme i væggen. Det varmer håndklæderne meget bedre af

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • salmonstreet

      det er en god idé lærke, men det kan vi bare ikke rigtig nu hvor vi vil have murstensvægge 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lullu

    Tænk jer om mht mørke fuger. De er IKKErengøringsvenlige, som i SLET IKKE. Du kan ikke fjerne kalk og skidt ses enormt nemt ( du kan høre at jeg har den selv) en total ommer hos mig 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • salmonstreet

      Hej Lullu. Jeg er andre der har advaret, men vi vil ikke have dem sorte mørke, bare mørkere. Hvilken farve er dine fuger?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

12 smukke tapeter!