Første tegninger af vores kommende køkken…. – Salmon Street
Jeg tør næsten ikke at tro på det...

Første tegninger af vores kommende køkken….

Vi er ved at have godt gang i totalrenoveringen af kælder og stueplan i vores gamle hus. Dog har vi også tilladt os at holde nogle fridage her i julen, da det var hårdt tiltrængt!

Vi har jo ikke en decideret deadline for hvornår huset skal stå helt færdigt, og derfor tager vi os også tid til at slappe lidt af, hvis det er dét der er brug for (og dét er jo virkelig én af de kæmpe store fordele ved at bo i huset, imens vi renoverer). Men når det er sagt, så har vi selvfølgelig nogle små/lidt større deadlines ind imellem der skal overholdes, da vi har håndværkere udefra, der hjælper med alt dét, som vi ikke lige selv har mod/styr på at kaste os ud i. Det vil simpelthen have alt for store konsekvenser, hvis det ikke bliver lavet ordenligt, og så kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse at lave om!

Det er jo dette store og skønne rum der skal blive vores kommende køkken! For os gav det mening at placere det her af flere årsager:

– Der er direkte udgang fra dette rum til vores baggård, hvor vi vil lave en hyggelig baggård med spisekrog, højbede mm.

– Vi har en drøm om at lave et lille orangeri med direkte udgang fra køkkenet (via karnappen).

– Der er også direkte nedgang til kælderen, hvis vi skal lave en lille vinkælder.

– Og i den tilstødende stue vil vi lave en stor “gammeldags” spisestue.

Det gamle køkken lå før der hvor vi nu har lavet badeværelse i 2 plan (se plantegning nedenunder).

Her er den originale plantegning (jeg har sat en rød ring om det rum/spisestue som billedet længere oppe er taget i og som bliver vores kommende køkken)

Jeg har endnu engang været kreativ i det lidt primitive tegneprogram “Paint”! Men det fungerer egentlig ok for mig!

(Farven på væggen er heller ikke besluttet endnu, så dette er blot en skitse over de tanker vi har gået med mht. Viktualierum, placering af ovne m.m.)

Planen er som I kan se, at vi vil sætte en skillevæg og et gammelt dørparti op, som skal danne rammerne om det kommende viktualierum, og beholde indgangen til kælderen. Egentlig kommer det jo bare til at fungere som et stort skab man kan gå ind i eller et lille rum med en masse hylder, men efter at have haft viktualierum på Laksegade, så var der ingen tvivl om, at vi skal have det igen.

For det første ser det drøn hyggeligt ud og så giver det et godt overblik over madvarer og hvad man nu ellers opbevarer derinde. Og vi synes det giver en masse personlighed til vores gamle hus. I princippet erstatter det bare en masse højskabe.

Rummet kommer ca. Til at være 1 meter dybt og ca. 2 meter bredt. De sorte firkanter i kan se ved siden af dørpartiet til venstre bliver vores 2 indbyggede ovne. Vi kommer nemlig umiddelbart ikke til at have nogle højskabe i køkkenet. Og dørhullet til højre er som sagt nedgangen til vores kælder og udgangen til vores baggård.

Viktualierummet skal have en bagvæg i smukke fliser, og så skal der sættes en masse hylder op eller måske finder vi nogle reoler.

(Billede til inspiration)

Derudover skal vi som jeg tidligere har nævnt, have et større vindue i i vores køkken (lige nu er der kun et lille et) og så kommer vi til at lave halvt synlige bjælker i loftet. Og der kommer også en glasplade i loftet over vinduet, så man har kig op til kip via førstesalen.

Her har I et billede af det gamle dørparti vi har fundet, som der skal fungere som glasvæg/indgang til vores kommende viktualierum.

Resten af køkkenet skal jeg nok vende tilbage med, men dette er lige lidt af de tanker vi har nogenlunde på plads. Det bliver et spændende projekt! Og nok også et lidt anderledes køkken! Men jeg håber det bliver godt!

Jeg har tegnet lidt videre og lavet en meget fortegnet version af køkkenet som I kan se nedenunder. Der mangler selvfølgelig et hav af detaljer, men det var blot for at sætte lidt farver og materialer sammen…. og ja, jeg er jo tydeligvis ikke arkitekt! Men jeg synes dog alligevel godt man kan fornemme hvor  vi muligvis vil hen 😊

 

 

2 kommentarer

  • Heidi Elise Aabenhus

    I er så brand dygtige og vild kreative ,en virkelig fornøjelse, at følge jer. Jeg har en kommentar til jeres nye køkken. Overvej nøje om I skal have vask og kogeplade på hver side af øen, med mine 15 år i køkken branchen ved jeg af erfaringen, at løsningen ikke holder i længden, men vælges fordi, der ikke er plads nok på øen til disse 2 arb. stationer på samme side…… men hvis køkken kun er til “pynt” så går det sikkert også, og I kan selvfølge selv nemt lave det om, men lov mig at I ikke investere i en vældig dyr bordplade så 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Salmonstreet

      Der er et par andre der også har nævnt det som et problem, men i vores optik vil det blive for trængt at sætte dem ved siden af hinanden og så har vi ikke noget afsætningsplads ved de forskellige “stationer” 🙂 Og så bliver det også et problem med opvaskemaskine – Quooker og emfang i kogepladen. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed at vi gerne går lidt på kompromis med det praktiske frem for æstetikken 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg tør næsten ikke at tro på det...